Flere penge til Æbleskoven i Rødkærsbro

Landdistriktsudvalget valgte tirsdag aften at give 460.000 kroner til Rødkærsbros store forskønnelses-projekt og områdefornyelse.

Rødkærsbro: For et par uger siden gik gravemaskinen, overværet af en masse børn, i gang med at arbejde i det store grønne område, der strækker sig fra Rødkærsbro Hallen til Nørre Langgade - kaldet Æbleskoven. Arealet er et af fokusområderne i det store områdefornyelses-projekt i Rødkærsbro, hvor der er planlagt en 500 meter lang pumptrack-bane, som skal sno sig gennem terrænet, mere lys langs gangstien samt bålhytte og shelters.

Tirsdag aften blev der på et møde i landdistriktsudvalget i Viborg, taget stilling til de mange ansøgninger til landsbyforskønnelses-puljen. Udvalget besluttede at uddele tre millioner kroner til diverse spændende projekter rundt omkring i kommunen, og en del af pengene, i alt 460.000 kroner, gik til Rødkærsbro.

- Jeg forventer at pengene vil blive glædeligt modtaget og gøre en positiv forskel i Rødkærsbro, da de jo understøtter områdefornyelsen og giver mulighed for både mere leg og aktivitet i byen, siger formand for landdistriksudvalget, Mette Nielsen(S).

Der er tale om to ansøgninger og to projekter på henholdsvis 285.000 og 175.000 kroner.

- Det var en særlig udsøgt fornøjelse at kunne bevillige nogle penge til to gode projekter i Rødkærsbro, nærmere bestemt Æbleskoven, hvor der opføres klatrenet, hoppebolde/fendere, bænke samt til aktivitetsområdet ved hallen, hvor der blandt andet opføres i et spændende nyt legeredskab, fortæller udvalgsmedlem Kim Dongsgaard (V), der selv er bosiddende i Rødkærsbro.

Dynamisk drejeskive
Det er Rødkærsbro Idrætsforening, der i tæt samarbejde med følgegruppen for områdefornyelse i Rødkærsbro, som har sendt ansøgningerne ind til landdistriktsudvalget, og tilsagnet betyder nu, at projekterne omkring idrætsanlægget og Æbleskoven kan udvikles yderligere.

- De to projekter understøtter Rødkærsbros ambition om at tiltrække endnu flere børnefamilier til byen. Med gode aktivitetsområder, nyt børnehus og vuggestue samt dagpleje, god skole og billige byggegrunde har Rødkærsbro alt det den yngre børnefamilie kunne ønske sig, siger Kim Dongsgaard.

De ekstra penge skal helt præcist gå til opsætning af et klatrenet samt etablering af et område med hoppebolde i sand samt fem bænke - alt sammen placeret i Æbleskoven. Derudover skal en del af midlerne gå til et helt særligt legeredskab kaldet "The way", som er et meget populært legeredskab i form af en stor, opsigtsvækkende og dynamisk drejeskive, der samler mange børn og unge om fælles aktiv leg i det fri. Denne skal placeres i nærheden af Rødkærsbro Hallen, hvor der allerede er en større legeplads og aktivitetsområde.

Projekterne forventes gennemført i 2018 og 2019.